Jens Søndergaard; maleren, der var en provokation i sin tid.
”Han kan jo ikke male…” sådan var manges syn på Jens Søndergaard, da han brød igennem i tyverne, alligevel blev han en af de danske ekspressionister, der fik stor anerkendelse, mens han levede. Jens Søndergaard var en kunstner, der brød både skrevne og uskrevne regler om, hvordan man arbejdede med farver, linier, figurtegninger og perspektiv.
Jens Søndergaard fik sit gennembrud i 1922 og vakte med det samme stor opsigt. Men det var ikke alle, der var begejstrede. Jens Søndergaard var i sit udtryk helt unik, han var nyskabende og provokerende.
Baggrunden for ”det moderne maleris” udvikling i Danmark var en stigende utilfredshed blandt de unge malere. I 1880´rne stod Det Kongelige Danske Kunstakademi med professorerne Exner, Vermehren og Bloch for et traditionelt betonet genremaleri i rolige, mørkladne farvetoner, meget konservativt og upåvirket af de nyste tendenser fra Paris.
Fra brevvekslingen mellem Niels Bjerre (1864-1942) og hans 5 år yngre fætter Kristen Bjerre (1869-1943) kender vi til deres kvaler. Niels Bjerre tilbragte 8 studieår i København, bestående af først teknisk skole, som forberedelse til akademiet. Derefter, frem til 1888, arbejdede han sig igennem de obligatoriske klasser på akademiet. Det var en drøj tid. Niels Bjerre forsøgte 2 gange at få afgang fra akademiet, men det lykkedes ikke at tilfredsstille professorernes krav. De unge malere ville ifølge Niels Bjerre hellere arbejde med ”lyset og det maleriske”, hvilket ikke faldt i professorernes smag.
Kristen Bjerre var også begyndt på akademiet. I breve fra 1888-89 fremgår det, at også han havde sine bryderier. Niels råder ham, ”hvis man ikke kan bekvemme sig at bryde ud, er der ikke andet for end at tage det med godt humør. Man kan ikke gå på akademiet og samtidig filosofere over det maleriske og lyset – som om akademi og kunst har noget med hinanden at gøre”.
”Maleren Niels Bjerre” 1932-36 af Jens Søndergaard
Det Niels Bjerre hentydede til med at bryde ud, var at skifte over til Kunstnernes Studieskole, der var oprettet i vinteren 1882-83 i protest mod akademiundervisningen. Skolen var ledet af Krøyer og Tuxen og i 1885 blev også Zartmann tilknyttet, senere med en selvstændig afdeling af Studieskolen. Blandt de mest kendte af Zartmans elever var ”fynbomalerne”, der slog sig ned omkring Johannes Larsens åbne kunstnerhjem i Kerteminde. Fynboerne skabte et spændende kunstnermiljø fra begyndelsen af 1900-tallet og ikke blot er perioden sammenfaldende med kunstnerlivets opblomstring ved Bovbjerg, men en del af personerne, der prægede kredsene og debatten i kunst- og kulturlivet, færdedes begge steder. Heraf kan nævnes Thøger Larsen, Johs. V. Jensen og Otto Gelsted.
Til Bovbjerg kom den noget yngre Jens Søndergaard først i 1928 inviteret af Niels Bjerre, men han blev med det samme så begejstret, at han i stedet for som planlagt kun at blive én overnatning, slog sig ned for resten af sommeren. Siden var han, bortset fra nogle år under krigen, fast gæst hver sommer.
Op til århundredskiftet blev der som tidligere nævnt, gjort oprør mod det traditionelle maleri, og der arbejdedes frem mod det moderne maleri. I perioden 1910 –20 var der grøde i dansk kunstliv. Efter skandaleudstillingen på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1918, der blev anmeldt negativt af samtlige aviser, foregik der en dysmorfismedebat startet af bakteriologen prof. Carl Julius Salomonsen. Denne mente, at de nye kunstretninger skyldtes en smitsom sindslidelse, hvorfor de dyrkede det hæslige og vanskabte. Med denne udstilling og debatten der fulgte, fik de nye kunstretninger stor opmærksomhed. Man malede ikke længere for at behage, men søgte et individuelt udtryk. Man arbejdede på at frigøre farven fra synsindtrykket, få den til at virke i harmonier og rytmer. Farven skulle yde så meget, at den blev billedets første indtryk.
Jens Søndergaard var ekspressionist. Han fandt ved sit eget udtryk, gennem farvekraften, linierne og det naivistiske element, en ny måde at se landskabet og opleve naturen.
Herom blev der i 1925 skrevet: ”Enkelte af Jens Søndergaards billeder røber et nok så ejendommeligt farvesyn; men udførelsen er i dem alle så ubehjælpsom, at de næppe burde være kommet udenfor malerens bolig”.
Dette citat hænger nu lige indenfor døren på Jens Søndergaard Museet og vi er da i dag glade for, at det ikke er alle malerierne, der har forladt malerens bolig, på trods af den store efterspørgsel, der rent faktisk opstod efter hans billeder.
En anden anmelder skrev i 1928: ”Også Jens Søndergaard er meget underlig – Tiden er jo også forkert, og kunst må gerne være fuld af underlige ting, der dukker op i regn og blæst i klitter ved et forpisket og ækelt hav.
Jens Søndergaards ligegladhed med detaljerne og perspektivet, virker på mange både interessant, men også underordnet i forhold til den umiddelbare og sanselig oplevelse, malerierne er.
Til dette skrev anmelder Inge Høg i 1942:” …Og så Jens Søndergaard. Det er ikke til at forstå, at hans figurer, der er så dårligt, så ubehjælpsomt tegnet som hos 8-9 års børn, så langt fra at ødelægge hans landskaber, netop gør dem så fortællende og stemningsrige ”.
Disse eksempler på, hvad Søndergaards samtid mente om hans tegneevner, gør det ikke mindre interessant at høre, hvad kunstneren selv svarede dertil, og hvad hans mål var med maleriet.
”Men når de nu f.eks. er i stand til at male en reglementeret hest, hvorfor maler de den nu sådan, at den mere ligner en legetøjshest”?
Jens Søndergaard:” Jo, man skal være forsigtig med, at det ikke bliver en levende hest, der løber rundt på billedet”.
”Det er jo ikke det, at man skal gøre en hestehandler glad – der må være en helhed og rytme i billedet”.
”Der er nogen, der siger, at de moderne malere ikke kan tegne”?
Jens Søndergaard:” Hvad er det at tegne? Tegningen og farven er i virkeligheden det samme. Er farven god, er tegningen nemlig også”.
”Jeg søger en ganske bestemt skønhed, en drøm om skønhed. Et billede må godt forskrække og frastøde, men det må ikke være grimt, tomt, banalt eller simpelt. Hvis det bare ikke har nogen af disse skavanker, så må det for min skyld gerne være smadderfyldt af fejl.
Det er oplevelsen i billedet, der er det afgørende. Man skal opleve noget, hver gang man betragter et maleri…
Jeg mener sindet skal kunne finde hvile ved at se på et billede. Jeg ville gerne kunne male lige så godt, som Thøger (Larsen) og Nis (Petersen) digter. Når jeg er træt og ked af det, så læser jeg altid digte.
Jeg vil gerne give et stærkere udtryk for naturen omsat i en kunstnerisk plan, en symfoni af rytme og farver. Men de landskaber, jeg helst vil male fordrer mennesker. Jeg synes ikke det giver noget rigtigt indhold, hvis der ikke kommer figurer på…
”Mennesker på vejen, 1940-41 af Jens Søndergaard
Jens Søndergaard var, som det fremgår omdiskuteret, men også meget anerkendt. Hvem var det så, der købte Jens Søndergaards malerier? Hertil svarer Jens Søndergaard i 1940:
”Kunderne, de er såmænd meget flinke. De fleste lærer man jo at kende. Men selv jeg, som maler de landskaber, den danske bonde lever i, har aldrig opnået at sælge billeder til bønder. Det er københavnerne, der køber mig. Det er et held, vi har dem.”
I dette citat udtaler Jens Søndergaard sig positivt om københavnerne, det er en af de få gange, jeg har set det. Ellers var hverken han eller vennen Niels Bjerre glade for det, de kaldte ”københavneri”.
Med hensyn til at sælge sine malerier svarede Jens Søndergaard i et interview i 50érne: ”Jeg mangler ikke til det daglige brød. Sælger jeg nu mine billeder, får jeg nu en masse penge, som skattevæsenet tager de fleste af, og det er jeg ikke interesseret i. Den formue, der står i billedet er derimod skattefri, og skulle jeg få brug for penge, kan jeg vel altid få afsat et skilderi eller to…”
kilder:
Bjerre, Agnete og Svend Erik: En vestjysk bondeslægt, Bjerreslægtens Krønike. Forlaget Buch 1998
Porsmose, Erland: Den store sommer, Lamberths Forlag og Johannes Larsen Museet 1996.
Storstrøms Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum, Fyns Kunstmuseum: Kristian Zahrtmann. Nørhaven 1999.
Utrykte kilder:
Søndergaard, Jens: scrapbog. Heltborg Museum. Samtlige citater er fra scrapbogen, når ikke andet er nævnt. Mht. citaterne fra scrapbogen er mange af artiklerne klippet ud således at årstal og/eller navnet på journalisten og avisen er udeladt.